
Hvordan fungerer befrugtningen?
Cellernes veje
Ved befrugtning af et æg kræves der en æg- og sædcelle. Når de mødes, sker det i æggelederne efter at sædcellerne har passeret livmodermunden og livmoderen. For at de to kan mødes, skal kvinden have ægløsning imens samlejet foregår. Ægløsningen varer kun 1 dag, men siden sæd kan holde sig i op til 6 dage, er der et vindue på 7 dage hvor kvinden kan blive gravid.
Ægget løsnes fra æggestokken når folliklen sprænges, follikel er navnet på cellerne der omringer en kvindes æg under modning. Folliklen bliver til det gule legeme (se hormon afsnittet). Derefter suges det nu frit flydende æg ind i æggeledertragten. Indersiden af æggelederen er belagt med små fimrehår som, ved bevægelse, skaber en væskestrøm som bevæger sig hen imod livmoderen. Det er meget vigtigt at ægget møder sædcellen i den øverste tredjedel af æggelederen.
Mødet mellem de to celler
Når en æg- og sædcelle mødes skal ægcellens membran nedbrydes for at sædcellen kan trænge ind i ægget. Det er muligt, fordi at der på sædcellens hoved ligger en lille blære der er fyldt med enzymer som kan nedbryde membranen. Når cellerne er forenede begynder cellen at dele sig. Cellemembranen er nu uigennemtrængelig for andre sædceller.
Det befrugtede æg
Nu bevæger det befrugtede æg sig igennem æggelederen og ned i livmoderen ved hjælp af de små fimrehår. Denne transport tager ca. 3 døgn og i løbet af denne tid har cellen delt sig flere gange og kaldes nu et præembryon. Efter et par dage sætter ægget sig fast i livmoderslimhinden som på denne tid er klar til at modtage ægget. Ægget består lige nu af ca. 100 blodfyldte og slimede celler som danner en lille boldt kaldet blastula. Denne såkaldte bold trænger ind i livmoderslimhinden og fortsætter celledelingen. Inde i blastulaen danner cellerne en skive kaldet kimskiven, som indeholder cellerne der kommer til at danne fosteret.
Hormonerne
Blastulaens celler udskiller hormonet HCG (Human Chorion Gonadotropin). Dette stimulerer det gule legeme og sikrer at det kan bevares selvom LH-produktionen er faldet. Det gule legemes funktion er at udskille østrogen og progesteron, og dette kan den så fortsætte med, hvilket forhindrer at livmoderslimhinden løsnes, og derfor forhindrer menstruationen. Både østrogen og progesteron er essentielle for processerne i kvindens krop. Østrogen simulerer væksten af livmoderen og brysterne, imens progesteron bruges til udvikling af mælkekirtlerne.
Udskillelsen af HCG er meget stor i de første par måneder og herefter ophører den, hvilket betyder at det gule legeme også svinder ind. Moderkagens celler har overtaget produktionen af østrogen og progesteron så disse produceres fortsat.